Grønning: Hårdt arbejde hver eneste dag
Jeppe Grønning holder fokus på at arbejde hårdt til træning hver eneste dag, og så håber han, at det resulterer i flere kampe fra start. Mod Randers i søndags spillede midtbaneslideren karrierens første hele superligakamp.
Han har prøvet at rykke op i Superligaen af tre omgange, men for første gang i karrieren spillede Jeppe Grønning fuld tid i en superligakamp, da han var med i alle 94 minutter i sejren over Randers FC.
-Det var noget, jeg har kæmpet for i mange år, så det var en rigtig dejlig oplevelse. Holdet gjorde det godt, og vi vandt, selvom det blev hektisk. Det var hårdt, og jeg var ret presset til sidst. Jeg var lige ude forbi bænken og høre, om vi kunne få lov at bruge fire udskiftninger, men det kunne vi ikke, smiler Grønning.
Midtbaneslideren var fast mand på det hold, der rykkede op i Alka Superligaen, men i den nye sæson har han primært været brugt som indskifter. Tidligere erfaringer har lært ham at håndtere den situation, fortæller Grønning:
-Jeg har prøvet at sidde udenfor i Superligaen før, og det har jeg lært af, så jeg har forsøgt ikke at lade det gå udover mit spil, men i stedet haft fokus på at arbejde hårdt til træning hver eneste dag.
-Johnny har forklaret os, at der bliver brug for alle mand i denne sæson. Mod Randers var der nogle taktiske årsager, der gjorde, at det var min tur, så jeg har fokuseret på at være klar, når chancen bød sig, og jeg er fint tilfreds med indsatsen. Nu er det op til mig at fortsætte med at klø på, så det bliver vanskeligt for trænerne at tage mig af holdet igen.
Næste opgave for Jeppe Grønning og resten af truppen er på lørdag mod SønderjyskE.