Træningslejren sparket i gang
Årets træningslejr i Belek i Tyrkiet er i gang. Første træning er overstået i gråvejr, men med højt humør.
Torsdag formiddag klokken 9.30 lokal tid fik spillerne igen rigtig græs under fødderne, da træningslejren endelig blev sparket i gang på Papillon Sports Centers bane, der ligger små ti minutters kørsel fra hotellet.
Det var en oplagt spillertruppen, der mødte op til træning, og selvom himlen var grå og det dryppede lidt, så var humøret højt. Cheftræner Johnny Mølby havde planlagt et træningspas på halvanden time, hvor der både blev spillet på lille og stor bane, og med stor intensitet.
Kun Søren Reese trænede individuelt på banen ved siden af med fysioterapeut Lars Møller. Fraværende til træning var Jeppe Curth, der desværre er blevet syg, mens Jonas Kamper af personlige årsager først tilslutter sig truppen fredag.