Fochive: Er kommet til en stærk enhed
George Fochive er glad for sin nye tilværelse hos Viborg FF, hvor han mener, at han er kommet til et stærkt kollektiv.
Amerikanske George Fochive er nyeste mand i VFF-truppen, og han føler, at han er blevet taget godt imod af sine nye holdkammerater. Han er kommet til et hold, der fungerer godt sammen både på og udenfor banen:
-Det virker som om, jeg er kommet til en stærk enhed. Mine holdkammerater ser skarpe ud, og vi glæder os alle til at komme i gang med sæsonen. For mig handler det om at arbejde hårdt, og jeg vil gøre alt for at bevise, at jeg er den rette spiller, som klubben har søgt efter.
Den amerikanske midtbanespiller føler sig ikke selv i topform endnu, og han ved også, at det kræver tid og tilvænning at falde helt til i nye omgivelser:
-Jeg har fået et rigtig godt indtryk af holdet og alle omkring holdet. Som ny skal man altid bruge nogle uger på at lære det hele at kende, og forstå måden, vi gerne vil spille på. Fodbold er forskelligt fra land til land, men jeg føler, at jeg er godt med
-Træningslejren hjælper rigtig meget på det. Vi træner to gange om dagen, og jeg lærer noget hele tiden. Nu glæder jeg mig til at komme i gang med at spille kampe.
Senere i dag venter træningslejrens første testkamp, når Viborg FF møder montenegrinske FK Rudar Pljevlja klokken 14 dansk tid.