Vi hylder nummer 22 på søndag
Vi hylder Søren Frederiksen med klapsalver i det 22. spilleminut af kampen mod Hobro på søndag.
Når vi på søndag spiller sæsonens sidste kamp i Alka Superligaen, så er det samtidig også dagen, hvor vi siger farvel til assistenttræner og klubikon Søren Frederiksen, som har besluttet at søge nye udfordringer.
Som aktiv spiller var han i Viborg FF over tre omgange, og har stadig rekorden som alletiders topscorer i Superligaen. Da han stoppede sin aktive karriere blev hans trøjenummer 22 sendt på pension i VFF, og har dermed ikke været i brug siden. Efter karrierens afslutning startede han som træner, og har siden 2008 været assistent i VFF. Han har været her i op- og nedture, og der er ingen tvivl om, at hans hjerte er grønt og hvidt.
For at hylde en af de allerstørste personligheder i Viborg FFs historie opfordrer vi alle tilskuere til at rejse sig og give klapsalver til Søren Frederiksen i det 22. spilleminut af kampen på søndag.
Tak for indsatsen i Viborg FF!