Andreas Bruhn skifter til VFF
Viborg FF henter kantspilleren Andreas Bruhn på en kontrakt, der gælder for de kommende to år.
Offensivspilleren Andreas Bruhn er ny mand i Viborg FF. 22-årige Bruhn kommer fra AaB, hvor han har spillet 52 kampe siden han blev en del af førsteholdet i 2013. I sidste uge fik han ophævet sin kontrakt med den nordjyske klub, og er nu klar til at tørne ud for VFF:
-Jeg har et rigtig godt indtryk af Viborg FF – det er en god traditionsklub med en stærk trup, og jeg blev glad, da jeg hørte om interessen. Jeg har haft nogle gode samtaler med Johnny Mølby og Morten Jensen, og det føles rigtigt at fortsætte min karriere her.
-Det er et godt hold og et godt miljø, som jeg selvfølgelig skal bidrage til, og som offensiv spiller håber jeg selvfølgelig også at kunne bidrage med mål og assists. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang her, siger Andreas Bruhn.
Morten Jensen udtaler:
-Andreas Bruhn er en spændende, ung spiller, der allerede har spillet mange kampe i Superligaen. Han er en udfordrende type, der passer godt ind i vores måde at spille på, og vi glæder os til, at vi forhåbentligt kan være med til at forløse hans store potentiale her i Viborg FF.