Rask håber på stor opbakning
Der er sket meget siden Viborg FF og Silkeborg sidst mødte hinanden i en kamp om point. De to klubber har i de seneste år skiftet række på tværs, så vi skal helt tilbage til 2009 siden de sidst mødtes. Dengang var det i 1. division, og spillerne på VFF-mandskabet var blandt andre Jakob Glerup, Asbjørn Sennels, Ralf Pedersen – og Mikkel Rask.
Den nuværende VFF-anfører er altså den eneste i den nuværende trup, der har været med til at møde Silkeborg i en kamp om point iført den grønne trøje. På søndag går det løs igen, og Rask håber at se mange mennesker til lokalopgøret:
-Som jeg husker de kampe, så var det en slags mini-derby, hvis man kan kalde det det. De to byer er tæt på hinanden, og det var altid kampene mod Silkeborg, hvor vi havde den klart største opbakning med dengang. Det er selvfølgelig noget andet i dag, men jeg håber at se en masse grønne fans på søndag, hvor vi får brug for opbakningen i kampen om de tre point.
Kampen på søndag fløjtes i gang på Mascot Park klokken 13.