Reserverne dukkede også Silkeborg
Efter tre uafgjorte kampe i træk lykkedes det for reserveholdet at hente sæsonens første sejr, da det blev 3-1 over Silkeborg.
Reserveholdet skulle forsøge at gentage kunsten fra Alka Superliga-opgøret mod Silkeborg, da de to klubber igen mødtes på Kirkebækvej mandag eftermiddag. Helt samme målfest blev det ikke, men VFF-mandskabet sikrede alligevel en komfortabel sejr.
Det var ellers jævn kamp, hvor begge hold havde gode perioder, og det var gæsterne, som kom bedst fra start. I midten af første halvleg udnyttede Silkeborg-angrebet en fejl i VFF-defensiven og gjorde det til 1-0. Den føring varede dog ikke længe, da Jeppe Curth få minutter senere bragte balance i regnskabet med et ægte angriber-mål inde i feltet.
VFF kom også foran inden pausen, da Christian Sivebæk sparkede et flot mål i kassen fra kanten af feltet efter fint oplæg af Søren Frederiksen i venstre side.
Efter pausen var Silkeborg mest dominerende på bolden, men uden at skabe de helt store muligheder. Sebastian John i målet blev ikke sat på de store prøver, og da gæsterne ikke kunne finde vej til nettet, så lukkede Christoffer Maul i stedet kampen til slut med en fin scoring til 3-1.
Startopstillingen
Sebastian John – Aleksandar Stankov, Jacob Dehn, Jeroen Veldmate, Søren Frederiksen – Christian Sivebæk, Gockel Ahortor (prøvespiller), Mathias Wichmann, Andreas Bruhn – Jeppe Curth, Mamado Soro (prøvespiller)