Mølby: Skal have fansene med
Johnny Mølby glæder sig til søndagens lokalderby mod FCM, og han håber på et veloplagt hjemmepublikum, der kan bidrage til at bære spillerne frem i den vigtige kamp.
Det er stadig en fodboldkamp med 11 mod 11 i 90 minutter, men cheftræner Johnny Mølby ved også, at det er en kamp, der skiller sig ud fra de andre i Alka Superligaen. En kamp han glæder sig til:
-Vi mærker selvfølgelig også, at det er en speciel kamp. Det er en kamp, man glæder sig til på en anden måde. Alle kampe er vigtige, men på søndag er der noget ekstra på spil for klubben og for fansene, og der vil være en intensitet, som ikke er i de andre kampe.
-Som træner har man sine forberedelser som til alle andre kampe, men vi ved også, at kampen på søndag vil leve sit eget liv, og så skal vi have fansene med os. Der bliver gang i den, og det glæder vi os til.
FCM har inden kampen kun tabt én enkelt gang i sæsonen, og Mølby ved, at der venter en svær opgave, men samtidig mener cheftræneren, at han har spillerne, der kan gøre ondt på søndagens modstander:
-Vi viste i sidste sæson, at vi godt kan spille med mod de andre hold med større budgetter end vores. I den første kamp mod FCM var de bedst og vandt fortjent, men i de to andre var vi helt på lige fod, hvor vi vandt den ene og spillede en uafgjort.
-På søndag skal vi være dygtige til at håndtere deres offensive individualister og selvfølgelig deres dødbolde. Det er meget vigtigt. Og så skal vi have gang i vores offensiv som vi viste i sidste runde. Når det hele spiller for vores forreste, så har vi nogle våben, som de fleste hold får svært ved at håndtere.
Kampen mod FCM sparkes i gang søndag aften klokken 20.