Pokalexit efter 1-2 mod HB Køge
HB Køge blev endestationen i pokalturneringen for Viborg FF efter 1-2 onsdag aften i Herfølge.
Viborg FF skulle forsøge at spille sig videre til ottendedelsfinalerne i DBU Pokalen onsdag aften på udebane mod HB Køge, men det var hjemmeholdet, der kom bedst fra start i kampen. Efter 13 minutters spil steg en upresset Aleksandar Lazarevic til vejrs i feltet og headede HB Køge på 1-0.
Midt i første halvleg blev det også 2-0 ved Mark Rochester inden VFF-mandskabet begyndte at melde sig lidt ind i kampen. Mikkel Rask kom frem til en stor hovedstødsmulighed før pausen, men kaptajnen headede over mål. Dermed stod der 2-0 til HB Køge ved pausen, hvilket var helt fortjent efter en rigtig sløj omgang i de første 45 minutter.
Gæsterne kom ud til anden halvleg med mere energi, og allerede efter tre minutter pandede Søren Frederiksen bolden i nettet og tændte et håb for VFF. Størstedelen af anden halvleg var med VFF i boldbesiddelse, og til sidst blev både Mikkel Rask og Søren Reese sendt frem som angribere, men det lykkedes ikke for alvor at blive farligt, og de helt store målchancer udeblev. Det gav også plads den anden vej, og anden halvlegs største mulighed tilfaldt målscorer Lazarevic frit for mål, men her var Peter Friis på plads.
Dermed sluttede opgøret fortjent nok med 2-1 til hjemmeholdet, og dermed er VFF ude af pokalturneringen.
HB Køge – Viborg FF 2-1
1-0 Aleksandar Lazarevic (13.)
2-0 Mark Rochester (23.)
2-1 Søren Frederiksen (48.)
Startopstillingen
Peter Friis – Kristoffer Pallesen, Mikkel Rask, Søren Reese, Donny Gorter – Christian Sivebæk, Jeppe Grønning, George Fochive, Andreas Bruhn – Jung-Bin Park, Søren Frederiksen
Indskiftninger
Mathias Wichmann for George Fochive (58.)
Jonas Kamper for Andreas Bruhn (62.)
Jacob Dehn for Christian Sivebæk (74.)
Kort
Gult: George Fochive, Andreas Bruhn