VFF støtter Mødrehjælpens julehjælp
Til hjemmekampen mod SønderjyskE på lørdag vil Viborg FF donere 2 kr. pr. tilskuer til et socialt formål. Pengene går til Mødrehjælpen Viborgs projekt, der hjælper udsatte børn med at få en god juleaften.
De 14 klubber i Alka Superligaen er sammen med Alka gået sammen om et fælles projekt, der skal gavne sociale formål i hver af de 14 Superliga-byer. Hver klub vil indsamle et beløb i forbindelse med en hjemmekamp i de kommende runder, og derudover bidrager Alka Superliga-sponsoratet også med i alt 250.000 kr. til den fælles pulje.
I Viborg er valget faldet på Mødrehjælpen, der indsamler julehjælp til formål at give udsatte børn en jul at glæde sig til. Pengene, der bliver indsamlet, vil således gå til mad og gaver til de socialt udsatte familier. Du kan også bidrage – ganske enkelt ved at møde op på Energi Viborg Arena til kampen på lørdag. For hver tilskuer til kampen donerer Viborg FF 2 kr. til Mødrehjælpens julehjælp.
-Mødrehjælpen i Viborg gør en stor indsats for at hjælpe udsatte familier her i området, og det er en stor glæde for os, hvis vi kan bidrage til det. Vi skal skabe gode oplevelser for kommunens borgere, hovedsageligt via fodbolden, men kan vi også hjælpe til, at nogle familier får lidt mere at se frem til juleaften, så vil vi rigtigt gerne det, siger direktør Morten Jensen.
Det samlede beløb af kampindsamlingen og Alka Superligaens bidrag vil senere blive offentliggjort her på vff.dk.