Træningen er i gang igen
Forberedelserne til et særdeles spændende forår er i gang. Onsdag formiddag mødte den sportslige sektor atter ind på Kirkebækvej til årets første træningsdag, og her blev blandt andet budt velkommen til et nyt ansigt i truppen, da den finske målmand Walter Viitala for første gang mødte sine nye holdkammerater.
Årets første træning var en let omgang for at få kroppen i gang igen, og i morgen kan spillerne se frem til to træningspas med både løbetest, træning med bold og styrketræning.
Tilbage på træningsbanen efter en længere skadespause var både Jeppe Curth og Mikkel Vestergaard i dag, mens skadeslisten fortsat tæller Osama Akharraz og Oliver Thychosen. Jeroen Veldmate er også fortsat udenfor, da han endnu ikke føler sig i stand til at udføre sit job som fodboldspiller.
Første træningskamp i opstarten spilles onsdag den 25. januar hjemme på Kirkebækvej mod Skive IK.