En drøm gik i opfyldelse
Alexander Jakobsen fik debut på det egyptiske landshold, der tirsdag besejrede Togo med 3-0.
Nu kan Alexander Jakobsen skrive A-landsholdsspiller på CV’et. Den 23-årige midtbanespiller var for første gang i karrieren udtaget til Egyptens landshold, der spillede venskabskamp mod Togo, og Viborg-spilleren var endda med fra start, da han tirsdag aften debuterede i en sikker 3-0-sejr.
-Landsholdet får en helt enorm support i Egypten, og når så mange fans råber mit navn, så er det hele lidt ubeskriveligt. Det var en drøm, der gik i opfyldelse, og jeg er meget stolt.
-Jeg nyder det, og så handler det om at kæmpe videre og træne endnu hårdere for at opnå de næste mål, siger han.
Jakobsen, der har egyptisk far og dansk mor, rejser tilbage til Danmark i dag.