Friis efter pokalkampen: Defensive blundere gjorde det spændende
Jacob Friis er glad for sejren, men ikke helt tilfreds med præstationen i Esbjerg onsdag aften. Han så sit hold score fire mål, men det var også en kamp, hvor der blev lavet defensive fejl, som kostede mål i den anden ende:
-Vi er glade for at gå videre, men det var en todelt præstation, synes jeg. Vi scorede fire mål, skabte en del chancer og havde en okay struktur i det meste af kampen, men vi lavede også nogle defensive blundere, der gjorde, at det blev spændende indtil det sidste, og det er slet ikke godt nok at lukke tre mål ind. Så der var dele af præstationen, der var stabil og andre dele, som var under niveau.
-Kampbilledet var langt henad vejen fint, og det var vel kun de første fem minutter, jeg var ret utilfreds med. Flere spillere bød sig fint til i dag i den rolle, der skulle udfyldes, og så var der også nogen, der ikke præsterede med åbenlyse fejl, men det må vi jo så leve med i aften. Vi lykkedes med at bevare roen og overblikket, og det var også det, der gjorde forskellen til sidst. Fysisk var vi mest ovenpå til sidst og havde overskuddet til at gøre, hvad der skulle til.
-Selvom det ikke var en superligamodstander, så skal vi jo stadig skabe chancerne og score målene, og det gjorde vi så, så det positive kan vi tage med, sagde Friis efter kampen.