Bonde før pokalkampen: Vi skal have gang i det offensive flow
Jakob Bonde ser frem mod onsdagens pokalkamp, hvor FC Nordsjælland kommer på besøg på Energi Viborg Arena. Midtbanespilleren så gode takter i weekendens kamp mod Vejle, og Bonde håber på, at det offensive flow i spillet kan fortsætte onsdag aften:
-Vi skal møde et meget dygtigt hold, som ikke går på kompromis med spillestilen og er meget dygtige til den måde at spille på. Der vil komme perioder af kampen, hvor vi skal affinde os med, at vi ikke har bolden så meget, men vi skal også turde at spille vores spil.
-Det er vigtigt, at vi får gang i det offensive flow igen, som der især i anden halvleg i weekenden i Vejle så fint ud. Der lignede vi os selv og den måde, vi gerne vil spille på, så de takter skal fortsætte. Vi skal spille hurtigt, være kreative og angrebsivrige, så tror jeg på, at vi har gode muligheder for at gå videre.
Efter en kort skadesperiode var Bonde tilbage i startopstillingen i weekenden, og han melder sig selv helt fit til det tætte kampprogram, der er i denne uge:
-Kroppen har det godt og jeg føler mig helt fit nu. Jeg fik lidt småproblemer med min lyske under opvarmningen til AGF-kampen, men alt er fint nu og jeg har også fået halvanden kamp efter det, så nu handler det for mig bare om at finde helt tilbage i rytmen sammen med holdet igen.
Kampstart mod FC Nordsjælland er onsdag kl. 18 og du kan købe billet til kampen for kun en 20’er på http://billetter.vff.dk
Skal du ikke på stadion, så vises kampen også direkte på DR2.