Poulsen i spidsen for holdet: Skal ikke revolutionere det hele
Da Jacob Friis’ situation fortsat er uafklaret, så bliver det Jakob Poulsen, der skal stå i spidsen for holdet, når Silkeborg IF kommer på besøg på Energi Viborg Arena søndag eftermiddag.
Jakob Poulsen har været assistenttræner i klubben siden foråret 2021 og har arbejdet under både Lars Friis og nu Jacob Friis, og Poulsen ser frem til, at han søndag er manden i front:
-Det er selvfølgelig en speciel situation, men det er spændende og jeg har da en lille smule sommerfugle i maven. Der er lidt ekstra pres på mig, men det kan jeg godt lide, så det bliver forhåbentlig en god oplevelse. Jeg er glad for at få chancen for at stå i spidsen og skal sætte dagsordenen, så jeg glæder mig selvfølgelig rigtig meget, siger Poulsen og fortsætter:
-Man vil måske se nogle små taktiske ændringer, men det er ikke sådan, at jeg skal revolutionere det hele. Det kan man heller ikke gøre henover natten, så det bliver nogle små justeringer til den i forvejen gode base.
Poulsen forventer en svær opgave mod 3F Superligaens aktuelle nummer tre, men tror samtidig på, at VFF-holdet har kvaliteterne til at skabe et andet kampbillede end da de to hold senest mødtes, hvor SIF vandt med 2-0:
-Silkeborg er bare godt kørende, må vi sige. De kører afsted i Superligaen og fik også en storsejr i pokalen, så ingen tvivl om, at det er et godt hold med stor selvtillid. Vi skal være dygtige, og se om vi kan få kampen over på vores præmisser og forhåbentlig gøre det svært for dem. Det havde vi store vanskeligheder med, da vi mødte dem senest i Silkeborg, så vi har kigget på den kamp og set, om der ikke er noget, vi kan gøre en smule anderledes. Det tror vi selvfølgelig på, at vi kan, siger Jakob Poulsen.
Kampstart på Energi Viborg Arena er søndag kl. 14. Kampen vises direkte på TV3 Sport og Viaplay.