Poulsen før FCM: En sejr vil gøre meget godt
Fodboldåret 2023 sluttes mandag aften i Herning, når Viborg FF spiller midt- og vestjysk derby mod FCM. Midlertidig cheftræner Jakob Poulsen kigger lidt tilbage på efterårssæsonen og ser også frem mod den opgave, der venter mod FCM:
-Vi kan vel godt sige, at vores efterår har været lidt op og ned. Vi fik ikke de point, vi havde håbet på i starten af sæsonen, men jeg synes, at vi stille og roligt har forbedret os henover denne halvsæson. Hen mod slutningen har vi på papiret haft et sværere program, men har leveret nogle fine præstationer og fået hentet nogle point, men det er nok vores start, der har gjort, at vi ikke er tættere på den øverste del af Superligaen, siger Poulsen og fortsætter om mandagens duel:
-Det er selvfølgelig en svær opgave. Det er vel rækkens mest formstærke hold, og de ser både solide ud og får også skrabet rigtig mange point sammen. De er gode individuelt og som hold står de meget solidt og giver ikke mange chancer væk. Så det er klart, at det er en svær opgave, men også en opgave, vi tror på, at vi kan løse, hvis vi gør vores arbejde rigtigt, siger Poulsen og fortsætter:
-En sejr vil gøre meget godt for os, det er der ingen tvivl om. Det er altid det, vi går efter og det vil være dejligt at slutte godt af og gå på ferie i godt humør, men uanset hvad, så skal vi kigge offensivt på 2024 og jagte det, der nu er muligt for os.
Kampstart på MCH Arena er mandag kl. 19, og kampen vises også direkte på TV3 Sport og Viaplay.