Poulsen før første test: Fokus på det fysiske
Træningsopstarten frem mod foråret har været i gang i en lille uges tid, og fredag er Viborg FF klar til at tage hul på vinterens testkampe, når Sønderjyske kommer på besøg.
Cheftræner Jakob Poulsen glæder sig til at se sine spillere i kamp, og fortæller, at det største fokus på dette stadie i opstarten er spillernes fysiske forfatning:
-Det bliver godt at komme i gang og få nogle minutter i benene til mange spillere. Først og fremmest er vores fokus på det fysiske, og vi skal gerne et skridt tættere på, at alle kan spille 90 minutter i højt tempo. Dernæst er der selvfølgelig det taktiske og alt det, vi løber og træner på i dagligdagen, siger han og fortsætter:
-Jeg vil holde øje med vores pres, vores genpres og reaktion når vi mister bolden, og så er der nogle detaljer i vores opbygningsspil, men jeg er også bevidst om, at alting nok ikke sidder lige i skabet her en uge inde i opstarten.
-Vi skal have så mange som muligt i gang, så til kampen i morgen, bliver spilletiden fordelt med 45 minutter til alle kampklare spillere, siger Poulsen.
Udenfor kamptruppen til fredagens opgør er Mads Lauritsen, Daniel Anyembe, Lucas Lund og Jamie Jacobs, der alle er ude med skader, mens Jeppe Grønning og Manuel Mbom begge doseres og også sidder over til denne kamp.
Kampstart på Rughavevej er klokken 12:00, og der er fri adgang for tilskuere ved langsiden mod Vestervang. Kampen streames desværre ikke.