Islandske Stjarnan venter i dag
Træningslejrens anden testkamp er på programmet mandag, hvor VFF møder islandske Stjarnan. Den islandske liga følger kalenderåret, så der venter en helt ny sæson for Stjarnan senere, når de vender retur fra træningslejren. I 2023-sæsonen sluttede klubben på fjerdepladsen i den islandske Besta Deild – lige akkurat udenfor de europæiske pladser, hvor Island har tre.
Den islandske klub har to titler i pokalskabet, da Stjarnan i 2018 blev islandske pokalmestre, mens man i 2014 vandt mesterskabet.
Stjernen i front
Stjarnan forventes at stille op i deres foretrukne 4-3-3-opstilling med topscoreren Emil Atlason helt fremme. Den 28-årige angriber nettede 17 gange for Stjarnan og blev topscorer i ligaen i seneste sæson, og bliver helt sikkert en spiller, der skal holdes øje med for VFF-defensiven.
Derudover regnes den unge midtbanespiller Adolf Dadi Birgisson også for at være et stort talent og fremtidens mand for islændingene. Den 19-årige kant har i 62 kampe scoret 10 mål og assisteret syv gange.
Dansker i målet
I januars transfervindue har Stjarnan hentet danske Mathias Rosenørn, som oprindeligt kommer fra Esbjerg fB. Den 30-årige målmand kom fra en anden islandsk klub, da han skiftede fra Keflavik. Tidligere i karrieren har han bl.a. spillet for Thisted FC og Skive IK, og han har desuden fire u-landskampe på CV’et.
VFF-holdet til kampen
Med to kampe på to dage betyder det naturligt, at flere spillere får et hvil mod Stjarnan, mens der vil blive spilletid til en række spillere, der ikke kom på banen i går mod AGF. Nyerhvervelsen Malik Abubakari starter på toppen, ligesom de fire U19-spillere også alle er med i kamptruppen til mandagens opgør.
Helt udenfor kamptruppen i dag er Lucas Lund, Mads Lauritsen, Daniel Anyembe, Jamie Jacobs og Magnus Westergaard, som alle er ude med skader, mens næsten hele startopstillingen fra i går sidder over – kun Kuzmic og Thomas er med på bænken i dag.
Kampstart er klokken 12 og opgøret kan streames direkte på VFF.dk