Falkevejs Nærbutik bedst i tipskonkurrencen
Falkevejs Nærbutik løb med sejren i VFFs tipskonkurrence for foråret 2014.
Viborg FF har henover forårssæsonen i Superligaen afholdt tipskonkurrence blandt mange stærke partnere fra erhvervslivet. Konceptet gik ganske enkelt ud på at gætte udfaldene samt resultaterne af Viborgs hjemmekampe i landets bedste fodboldrække.
For hvert rigtigt udfald er der givet 1 point, mens et rigtigt resultat er blevet belønnet med yderligere 3 point.
Vinderen af tipskonkurrencen blev Falkevejs Nærbutik foran netIP, mens tredjepladsen gik til Villys Undervognsservice. Foruden den fornemme ære blev førstepladsen præmieret med en iPhone 5S, andenpladsen løb med en iPad Mini, mens tredjepladsen fik en flaske VFF rom.
På billedet ses fra venstre Heine Andersen, Søren Gjørtz og Torben Feldbak, som modtog præmierne.
Til efteråret vil erhvervslivet på ny dyste om, hvem der er den skarpeste til at tippe resultaterne af Viborgs hjemmekampe.