Fodboldgren på Hald Ege Efterskole for 9. og 10. klasse i samarbejde med Viborg F.F.
Kigger du efter en efterskole, hvor den almindelige skoleundervisning suppleres med fodboldtræning på et højt niveau, så vil du med garanti ikke blive skuffet, når Hald Ege Efterskole i samarbejde med Viborg F.F. slår dørene op til en nyetableret fodboldlinie.
Viborg F.F. stiller førsteholdets træner- og spillerstab til rådighed til de ugentlige fodboldlektioner, hvorfor du er sikret fodboldmæssige råd og vejledninger fra allerhøjeste niveau.
Fodboldgrenen har plads til 35 elever, som hver uge vil modtage seks timers undervisning i fodbold. Undervisningen vil foregå på vores egen fodboldbane. Du får således optimale muligheder for at fokusere på den almindelige undervisning på skolen og på din fodboldtræning med meget fodboldkyndige undervisere.
Det er ligeledes vores håb men ikke et krav, at du, mens du går på Hald Ege Efterskole, vil benytte dig af muligheden for at spille i en af de seks fodboldklubber, som er en del af Viborg F.F.’s eliteoverbygning på ungdomssiden, FK Viborg.
Hald Ege Efterskole sørger i den forbindelse for, at du kan passe din klubtræning og deltage i kampene i weekenden, så det passer ind i det øvrige skoleprogram på efterskolen.
Da fodboldgrenens faste undervisere også er ansat som trænere i Viborg F.F. vil der derfor også være mulighed for at skabe sammenhæng mellem den træning, du modtager på skolen, og træningen i klubben.
Kontingentet til FK Viborg-klubben samt udgifter til transport i forbindelse med både træning og kamp betaler du selv.
Vi stiller ikke nogen specifikke krav til dit fodboldmæssige niveau. Ej heller krav om, at du er medlem af en klub, når du søger optagelse hos os. Vi stiller dog som betingelse, at du ar lyst til at blive en bedre fodboldspiller. Rammerne er i hvert fald til stede.
Ønsker du yderligere information om fodboldlinjen kan du enten kontakte skolen eller Viborg F.F.
