Jeppe Grønning forlænger med VFF
Viborg FF og anfører Jeppe Grønning er blevet enige om at forlænge samarbejdet til sommeren 2024.
-Jeg er rigtig glad for at være her, og føler mig tæt knyttet til både klubben og byen. VFF og jeg har oplevet mange ting sammen, og det er både på godt og ondt, men alle oplevelserne har jo været med til, at mit forhold til det hele er vokset år for år. Jeg kan ikke forestille mig at være et andet sted, så det har været et nemt valg at forlænge.
-Jeg er topmotiveret for fortsat at udvikle mig selv personligt og samtidig være en del af klubbens positive udvikling. Jeg har stadig mange ting, jeg kan forbedre, og det har klubben også, så vi skal også tage det næste skridt sammen. Det har været en kæmpe motivation for mig at komme tilbage til Superligaen, og nu er næste mål at etablere os der, så jeg er rigtig glad og glæder mig til at fortsætte arbejdet her, siger anføreren.
Sportschef Jesper Fredberg er ligeledes glad for, at kaptajnen har skrevet under på en ny aftale:
-Vi er selvfølgelig meget glade for, at Jeppe fortsætter her. Han er vores anfører både på og udenfor banen, og han er en kulturbærer, der skaber kæmpe værdi i truppen og for klubben. Han er en rigtig klubmand, og der findes ikke mange som Jeppe. Han står for loyalitet og hårdt arbejde, og de dyder sætter vi stor pris på.
-Fodboldmæssigt udvikler han sig også positivt, og især det seneste halve år har han lagt på sit spil. Samtidig har han været meget omstillingsparat i forhold til de forandringer, der har været i klubben. Han er en sand leder, og han er en fighter, der altid formår at rejse sig uanset hvad der sker. Vi er glade, og vi glæder os til flere år sammen med ham, siger sportschefen.
Jeppe Grønning har indtil videre opnået 265 kampe for VFF.