Pokalkvartfinale på Energi Viborg Arena
Der venter pokalfodbold på Energi Viborg Arena onsdag aften, når Viborg FF tager imod Vejle Boldklub i den første af to pokalkvartfinaler. Der er kampstart klokken 20:15.
Returopgøret spilles på Vejle Stadion lørdag den 13. december klokken 15.
De to klubber har allerede mødt hinanden to gange i denne sæson i 3F Superliga, hvor det først blev 2-1 til VFF på udebane i Nørreskoven, inden det senest blev 5-2 på Energi Viborg Arena i slutningen af november.
Billetter
Billetter til kampen findes via billetter.vff.dk, og det er med nedsatte priser sammenlignet med vores normale billetpriser. Prisen på alle almindelige billetter er sænket med 20 DKK, sammenlignet med normalpriserne i priskategori B.
Stor besparelse på billetter med menu
Voksenbilletter med menuer er til kampen sænket med hele 80 DKK sammenlignet med normalprisen i priskategori B, mens børnebillet med Williemenu er sænket med 50 DKK.
Til voksenbilletter kan der tilkøbes en stadionmenu eller kløvermenu. Læs mere her.
Vejen til kvartfinalen
For Viborg FF startede pokalsæsonen på en svær udebane, hvor AC Horsens fra Betinia Ligaen ventede. Her blev det til 1-0 på mål af Tim Freriks, og dermed videre avancement. Efterfølgende ventede BV Oksbøl fra Serie 1, og her blev det til en sikker sejr på 6-0, inden superligakollegaerne fra FC Fredericia blev trukket som næste modstander. Her blev det 2-2 og således forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence, inden VFF trak sig sejrrigt ud af opgøret.
Vejle Boldklub åbnede dette års pokalturnering på udebane mod FC Skanderborg, hvor der var sikkert avancement med 6-0, inden det i næste runde blev lidt mere vanskeligt på udebane mod Holbæk B&I. VB spillede sig videre med 3-2 efter to meget sene scoringer af Amin Chiakha og Stefan Velkov. Herefter ventede IF Lyseng fra 3. division, og der blev det igen en sikker sejr, da VB vandt med 4-0.
Fanzone under Folkebladstribunen
Til onsdagens kamp flyttes fanzonen ind under Folkebladstribunen, hvor man kan komme ind og varme op til kamp med sine grønne medfans fra klokken 18:00, hvor der er åbent ved indgang 5. Bemærk, det kræver gyldig kampbillet eller sæsonkort for at komme ind. Læs mere om fanzoneprogrammet her.
TV
Onsdagens opgør vises på Viaplay Sport News.















