Sidsel Grønning er ny kulturtræner i VFF Talent
Sidsel Grønning er blevet ansat i en stilling som kulturtræner i VFF Talent med tiltrædelse 1. august. Arbejdsopgaverne som kulturtræner består primært i at uddanne talentafdelingens spillere og trænere i klubbens kultur samt lave indsatser for trivsel og mental sundhed for både spillere og trænere i VFF Talent.
Talentchef i Viborg FF Mads Holm udtaler:
- Efter en grundig rekrutteringsproces er vi glade for at kunne byde Sidsel velkommen som vores nye kulturtræner i VFF Talent. Vi mener, at hun er den helt rette kandidat til rollen, og vi har set et meget stærkt match i forhold til vores værdier og faglige miljø. Vi tror på, at hun, i samarbejde med resten af teamet, spillerne og spillernes forældre, kan udvikle vores kultur til at blive en endnu stærkere konkurrencefordel for VFF Talent i fremtiden.
24-årige Sidsel Grønning har netop færdiggjort sin uddannelse i psykologi på Aarhus Universitet, og derudover har hun erfaring med HR-arbejde gennem et studiejob hos virksomheden Hildebrandt og Brandi.
Hun har ligeledes erfaring med elitesport som håndboldspiller på U14- og U16-niveau, hvor hun har været tilknyttet Odense Håndbolds talentcenter. Sidsel er desuden lillesøster til anfører på 3F Superliga-holdet Jeppe Grønning.