Reserverne sluttede med sejr
Sæsonens sidste Reserveliga-kamp blev spillet mandag eftermiddag på Kirkebækvejs bane 1, hvor Vendsyssel FF var gæster, og selvom det afgørende mål lod vente på sig, sluttede reserveligasæsonen med Viborg-sejr.
De grønblusede var bedst, og kom fortjent foran midt i første halvleg ved Jung Bin Park. Sofus Berger Brix fik presset gæsternes keeper ud i en duel lige på kanten af feltet, og på andenbolden kunne Park let afdrible målmanden og sparke bolden i det tomme mål.
Park kunne have fordoblet føringen før pausen, da han fik en stor chance helt alene med gæsternes målmand efter at være blevet spillet fri af Mads Søndergaard, men desværre blev den store mulighed misbrugt.
I stedet kom Vendsyssel tilbage i opgøret kort før pausefløjtet, da rutinerede Daniel Christensen sparkede et frispark i nettet. Afslutningen blev rettet af i muren og ændrede retning uden chance for Dursun i VFF-målet.
I anden halvleg fortsatte VFF-dominansen, men det blev meget lige-ved-og-næsten i de fleste angreb. De grønblusede sværmede om gæsternes felt, men for få gange kom der afslutning på angrebene. Det lykkedes dog alligevel helt fortjent at få bolden i nettet til sidst.
Jung Bin Park sparkede et frispark fra siden hårdt mod forreste stolpe, og her kom Casper Gandrup forrest og fik akkurat headet sejrsmålet i nettet.
Viborg FF – Vendsyssel FF 2-1
1-0 Jung Bin Park (24.)
1-1 Daniel Christensen (44.)
2-1 Casper Gandrup (88.)
Startopstillingen
Can Dursun – Simon Søndergård (Rasmus Jensen, 70.) Richard Windbichler, Jacob Dehn, Lasse Kjedgaard (Mikkel Kjær, 81.) – Nikolaj Kramer (Sebastian Mourier, 45.), Mads Kjellerup, Mads Søndergaard (Marcus Jørgensen, 61.), Casper Gandrup – Sofus Berger Brix (Marc Birkelund, 74.) – Jung Bin Park