Neestrup holder fokus på kampen
Der venter omkamp mod Næstved torsdag aften efter hjemmeholdets Stefan Vico i det oprindelige opgør modtog to gule kort, men ikke blev udvist. Trods de anderledes omstændigheder, så fokuserer Neestrup og holdet kun på det, der foregår inde på banen:
-Vi kender alle sammen omstændighederne, og hvorfor vi skal spille kampen igen, men én ting er sikkert, og det er, at det ikke har noget med spillerne at gøre. De skal kun fokusere på den præstation, der skal leveres mod et godt hold, som har gjort det rigtig fornuftigt på det seneste.
-Langt hen ad vejen skal vi gøre det samme som sidst mod Næstved, hvor vi dominerede og gjorde mange ting rigtigt, men dog gerne ville have lukket kampen, siger cheftræneren.
VFF-mandskabet går på banen for at fortsætte de fine takter fra 5-0-sejren over Fremad Amager, og cheftræneren håber på, at flere elementer i spillet kan gentages torsdag aften:
-Selvom vi er både udebane, så skal vi forsøge at åbne kampen på samme måde som i fredags mod Fremad Amager. Vi skal være aggressive, og fremadrettede i vores spil, så vi kan få initiativet i kampen så hurtigt som muligt.
-Samtidig skal vi være vågne på deres omstillinger, og sørge for, at vi har gode positioner på banen rent defensivt. Vi ved, at de har dygtige spillere og individualister i Rafaelson, Munksgaard, Franjic, Moos og Fernando, som på hver deres måde kan afgøre kampe for Næstved, siger Neestrup og fortsætter:
-Vi skal se om vi kan finde det næste lag i vores spil. Jeg forventer ikke, at vi spiller ligeså godt som i fredags, men vi skal bevare et godt bundniveau og en god defensiv organisation, som skal være den største mursten til, at initiativet i kampen er mest hos os.
Kampstart mod Næstved er torsdag klokken 17:15, og er du ikke at finde på stadion, så vises kampen også direkte på TV3 Sport.