Skadet Balcombe returnerer til Brentford
Den engelske målmand Ellery Balcombe har planmæssigt været hjemme hos Brentford siden december, men er desværre blevet skadet, og ventes ikke at være tilbage på træningsbanen foreløbigt.
Derfor ophæves lejeaftalen, og målmanden returnerer til sin engelske klub.
-Det er en utrolig ærgerlig situation. I særdeleshed for Ellery, men også for os, som har været helt ekstremt hårdt ramt på målmandspositionen i denne sæson, siger Jesper Fredberg og fortsætter:
-Vi har været glade for Ellery, som er en rigtig dygtig målmand med et enormt potentiale, men det giver ikke mening for hverken ham, os eller Brentford at have ham her, hvis ikke han kan spille. Derfor har vi haft en god dialog med Brentford om situationen, og er blevet enige om at ophæve samarbejdet, så han kan få behandling og genoptræning hjemme i England. Vi ønsker ham god bedring, og håber det bedste for fremtiden.
Den 20-årige målmand nåede otte kampe for Viborg FF.