Neestrup hylder Sivebæk: Ikke Hr. hvem som helst
Christian Sivebæk har spillet sin sidste kamp i den grønne trøje, og efter 130 optrædener for VFF, er han nu på vej til Island, hvor den 32-årige kantspiller skal tørne ud for Fjölnir.
Selvom denne sæson har budt på en mindre rolle end tidligere for Sivebæk, så sender cheftræner Jacob Neestrup masser af rosende ord afsted til den nu tidligere VFF-profil:
-Da jeg kom til klubben i sommer, var han en af de spillere, der blev ramt hårdest på den nye spillestil, men jeg synes alligevel, at det er lykkedes for både ham, jeg og holdet at få brugt hans kompetencer bedst muligt. På trods af rigtig mange ændringer i denne sæson, så kan man bare se på Christians stats for sæsonen, hvor han jo ikke har været fast mand, men har alligevel nogle tal, der taler for sig selv.
-Det er jo ikke en Hr. hvem som helst, vi siger farvel til. Han har været en stor profil i klubben i flere år, og en spiller, der har gjort en afgørende indsats i den grønne trøje i løbet af årene.
-Jeg vil huske ham som en spiller, der altid har steppet op i de store kampe. Når stadionlamperne blev tændt, og der var gang i tribunerne og ekstra pres på, så var han en spiller, man kunne regne med. Det er meget positivt ment, og vi skylder at give ham en god afsked sammen med fansene på stadion, når muligheden byder sig, lyder ordene fra Neestrup.
I sine 130 kampe for VFF blev det til 23 mål og 33 assists.