Agger: Specielt at møde Thisted
Mikkel Agger har fundet den rette målform på det seneste, hvor det er blevet til fire scoringer i tre kampe:
-Jeg skulle lige bruge et par kampe på at falde ind i det hele, men på det seneste synes jeg både, at jeg selv og holdet er vokset, og så er det jo dejligt, når jeg lykkes med at sparke dem i kassen.
På søndag skal Agger så forsøge at fortsætte dem fine form mod sine tidligere holdkammerater fra Thisted FC, når Viborg FF skal besøge Sparekassen Thy Arena. Det bliver en speciel oplevelse, forudser angriberen:
-Jeg vil jo gerne sige, at det er en kamp ligesom alle andre, men selvfølgelig er det ikke helt det. Det bliver specielt at spille på min gamle hjemmebane, hvor jeg har mange gode minder fra, men når kampen er i gang, så er det kun de tre point, det handler om.
-Der er sket meget siden jeg forlod dem, men jeg ved, at det ofte er svært at besøge Sparekassen Thy Arena. Sådan har det været for mange hold, og det tror jeg også, det bliver for os. De arbejder hårdt og har nogle forcer, som kan gøre ondt på de fleste, men kan vi fortsætte vores takter fra de seneste kampe, så tror jeg på, at vi får slået hul på dem.
Kampstart i Thisted er søndag klokken 13:45. Er du ikke på stadion, så kan kampen følges på livebloggen hos viborg-folkeblad.dk – opgøret vises ikke på tv.