VFF tabte testkamp på kunstgræsset
Det hvidblusede VFF-mandskab løb ind i et nederlag på 3-0 fredag eftermiddag, da de gæstede kunstgræsset på Jysk Park i Silkeborg.
Hjemmeholdet viste sig som det klart mest effektive hold i en ellers lidt chancefattig kamp. Første gang, de besøgte VFF-feltet var efter godt et minuts spil, og så lå bolden i nettet bag Mads Knügle. Det var Silkeborgs Nicolai Vallys, som fik headet mod det lange hjørne og i mål.
Inden der var spillet et kvarter blev det også 2-0, da hjemmeholdet kynisk straffede en opspilsfejl i VFF-defensiven. Et skarpt kontraangreb blev afsluttet af Emil Holten, som tæt under mål fordoblede føringen.
Trods den hårde start, så fik VFF-holdet arbejdet sig ind i opgøret, som på mange måder var ret lige. I det etablerede spil stod begge hold kompakt og gav ikke meget væk, men hjemmeholdet var altså farligst på kontraangrebene, som de var dygtige til at udnytte. Bedste mulighed til VFF før pausen var ved Jeppe Grønning efter et hjørnespark, men anføreren fik ikke ordentligt træf på sin afslutning.
Anden halvleg var kun et minut gammel, inden hjemmeholdet fik scoret igen. Endnu engang på et kontraangreb og endnu engang Emil Holten, som passerede Knügle.
I den modsatte ende fik Jatta også bolden i nettet, men blev dømt offside i situationen, og selvom der var optræk til flere halve muligheder, så blev der ikke for alvor lagt tryk på hjemmeholdet til sidst.
Silkeborg IF – Viborg FF 3-0
1-0 Nicolai Vallys (1.)
2-0 Emil Holten (15.)
3-0 Emil Holten (46.)
Holdet i første halvleg:
Mads Knügle – Mikkel Knudsen, Jacob Dehn, Nikko Boxall, Christian Sørensen – Jeppe Grønning, Frederik Brandhof, Shelove Achelus – Tobias Bech, Albion Avdijaj, Mads Aaquist
Holdet i anden halvleg:
Mads Knügle – Mikkel Knudsen (Mads Kjellerup, 80.), Jacob Dehn, Nikko Boxall (Simon Søndergård, 73.), Alexander Fischer – Jakob Bonde, Jeff Mensah, Mads Aaquist (Mads Søndergaard, 70.) – Casper Gandrup, Alassana Jatta, Christian Sivebæk