Nederlag i forårspremieren
I forårets første opgør skulle Viborg FF en tur til Næstved, hvor rækkens nummer fem var værter. Kampen blev en meget låst affære, hvor VFF-holdet måtte se sig slået af et sent langskudsmål.
Der var to VFF-debutanter i startopstillingen. Can Dursun havde trukket det længste strå mellem stængerne, mens Mikkel Agger startede helt på toppen side om side med Andreas Albers.
I kampens indledende fase var det de blåklædte gæster, som først gjorde sig bemærket. Efter fem minutter brød Christian Sivebæk igennem i højre side. Han spillede efterfølgende bolden skråt tilbage i feltet til Mikkel Agger, men angriberens forsøg sejlede langt over mål.
Det var småt med højdepunkterne i en meget lige og taktisk præget første halvleg, hvor ingen af holdene reelt havde et forsøg inden for målrammen. Derfor sluttede første halvleg som den startede, uden scoringer.
Udeholdet kom fint ud fra pausen og efter fem minutter blev Christian Sivebæk sendt afsted i en omstilling. Han sendte en flad bold på tværs af feltet, men Mikkel Agger nåede lige akkurat ikke frem til indlægget.
Efter lidt over en times spil faldt kampens bedste mulighed. VFF fik tilkendt et frispark på kanten af hjemmeholdets felt. Emil Scheel fik lov at eksekvere, og hans afslutning havde kurs mod det ene målhjørne, men Næstveds Jacob Pryts Larsen fik handskerne på og afværget forsøget til et hjørnespark.
Herefter fortsatte skyttegravskrigen frem til ti minutter før tid. Her tog hjemmeholdets Andreas Moos skeen i egen hånd og kanonerede kuglen i nettet fra 30 meter. Can Dursun havde den ene handske på, men kunne ikke forhindre Næstveds første og eneste forsøg fra at gå i mål.
I kampens slutfase fik VFF en gylden mulighed for at sikre det ene point. Sivebæk fandt en fri Andreas Albers bagerst i feltet, angriberen fik sendt et hovedstød afsted mod mål, men afslutningen sad lige på Jacob Pryts Larsen.
Dermed må Viborg FF indkassere et nederlag i et tæt opgør, hvor hjemmeholdets langskudsdrøn udgjorde den eneste forskel mellem de to hold.
Næstved BK – Viborg FF 1-0 (0-0)
1-0 Andreas Moos (81.)
Startopstillingen
Can Dursun - Mikkel Knudsen, Nikko Boxall, Jakob Bonde, Alexander Fischer - Christian Sivebæk, Jeppe Grønning, Jeff Mensah, Emil Scheel - Mikkel Agger, Andreas Albers
Indskiftninger
Nicklas Røjkjær for Mikkel Agger (53.)
Oliver Thychosen for Jeff Mensah (67.)
Christian Moses for Emil Scheel (83.)
Kort
Gult: Andreas Albers, Jeppe Grønning, Nikko Boxall, Christian Sivebæk
Tilskuertal
2191