Morten Beck sikrede Reserveliga-sejr
Reserveholdet hentede forårets første sejr, da Silkeborg blev besejret på Kirkebækvej mandag eftermiddag. Det var ellers gæsterne, der kom foran tidligt i opgøret, da den svenske angriber Skhrodan Maholli fandt den tidligere VFF’er Oliver Haurits i feltet, som gjorde det til 0-1.
Forinden havde både Sofus Berger og Oliver Thychosen haft fine muligheder, men skarpheden udeblev for de to offensivspillere. Det lykkedes dog for VFF at svare stærkt igen før pausen. Først tog Park et kort hjørnespark, så Oliver Thychosen kunne sparke bolden ind i feltet, hvor den til sidst landede hos 15-årige Sofus Berger Brix, som scorede sit første mål i Reserveligaen. Med lidt held kunne Berger Brix også score sit andet mål senere i første halvleg, men han måtte desværre se overliggeren være i vejen for afslutningen.
Før pausefløjtet blev det så alligevel 2-1 til hjemmeholdet. En igangsætning af topklasse fra Can Dursun sendte Oliver Thychosen afsted i venstresiden, og via Jung Bin Park blev Morten Beck spillet fri på kanten af feltet, hvor han udplacerede Thomas Nørgaard i SIF-målet.
Begge hold skiftede ud i pausen og i begyndelsen af anden halvleg, og det brød lidt af rytmen i spillet. Mens VFF var bedst i første halvleg, så overtog gæsterne i starten af anden, og det lykkedes også for Silkeborg at få udlignet til 2-2. Mod slutningen af opgøret blev det igen en mere jævnbyrdig affære, og VFF kom frem til et par gode muligheder, men det lignede en pointdeling indtil allersidste minut.
På kanten af feltet fik Morten Beck tilkæmpet sig frispark, og så besluttede den store angriber sig for at tage sagen i egen hånd. Her krøllede han bolden på flotteste vis over muren og ind i nettet til slutresultatet 3-2.
Viborg FF – Silkeborg IF 3-2 (Reserveliga)
0-1 Oliver Haurits (10.)
1-1 Sofus Berger Brix (31.)
2-1 Morten Beck (43.)
2-2 Sebastian Jørgensen (65.)
3-2 Morten Beck (90.)
Startopstillingen
Can Dursun – Mads Frederiksen, Simon Trier, Nikolaj Leth, Alexander Fischer (Simon Søndergård, 45.) – Sofus Berger Brix (Mads Søndergaard, 66.), Sebastian Mourier, Frederik Bernberg, Oliver Thychosen (Emil Steffensen, 45.) – Jung Bin Park (Nicolai Kramer, 61.) – Morten Beck