Tilbage på træningsbanen
En vigtig og spændende halvsæson venter forude, og mandag formiddag var så årets første skridt i forberedelserne mod forårets kampe i NordicBet Ligaen. Steffen Højer og Ralf Pedersen havde 22 spillere med til første træning i 2019, hvor truppen blev suppleret med prøvespilleren Raheem Taylor-Parkes samt de to u-målmænd Mads Knügle og Christian Hauge, mens Ingvar Jónsson er afsted med det islandske landshold.
Jacob Dehn og Casper Gandrup var begge på banen, men træner fortsat individuelt i hver deres genoptræningsforløb. Oliver Fredsted er eneste spiller, der ventes på skadeslisten i længere tid.
Christian Moses og Nikko Boxall var begge fraværende, da de har fået ekstra feriedage.
Spillerne kan se frem til en hård januar med masser af træningspas, mens årets første træningskamp spilles den 2. februar, hvor Vendsyssel FF kommer på besøg.