Selvtillidsfuld Albers ser frem til NFC-kamp
Efter to kampe udenfor med karantæne, så var Andreas Albers i sidste weekend tilbage på holdkortet, hvor han kom ind mod Lyngby og fik en afgørende rolle i anden halvleg.
-Det var en god oplevelse. Det er aldrig sjovt at sidde helt ude på tribunen, og selvom det er en lille smule sjovere at være med på bænken, så er det selvfølgelig inde på banen, man helst vil være. Det bedste er at være derinde og gøre en forskel, som jeg synes, at jeg var med til i Lyngby.
-Anden halvleg i sidste uge har selvfølgelig givet en del selvtillid. Det er ved at være et stykke tid siden, jeg har været så afgørende, som jeg var i søndags, og jeg håber da på, at jeg kan gøre noget af det samme i weekenden. Alle sejl er sat til, at den skal have fuld gas igen mod Nykøbing, siger angriberen.
Søndag gælder det så Nykøbing FC hjemme på Energi Viborg Arena, og Albers håber på, at han og holdet kan fortsætte de gode takter mod en svær modstander:
-De har fået en rigtig solid defensiv med Tauber i spidsen, som har gjort det rigtig godt. De er måske ikke så sprudlende som de har været tidligere, og jeg tror efterhånden hellere de vil spille 0-0 end 3-3, men det er et hold, som gør det godt og som har voldt os problemer før.
-Jeg håber og tror på, at vi kan komme til at dominere kampen på vores hjemmebane, og tage takterne med fra anden halvleg i Lyngby. Der var vi gode på bolden, fik sat mange muligheder op og var selvfølgelig effektive inde i boksen. Det skal vi gøre igen.
Kampstart mod NFC er søndag klokken 13:45.