U19-talent forlænger med VFF
Viborg FF og Mads Frederiksen er blevet enige om at forlænge samarbejdet med tre år. Den 17-årige højre back er i dette forår blevet rykket op som en fast del af U19-holdet, ligesom han også jævnligt træner med førsteholdstruppen og er på reserveligaholdet, og det belønnes nu med en ny aftale.
-Jeg er rigtig glad og stolt. Det viser jo, at det hårde arbejde i træning og kamp betaler sig, og nu skal jeg bare blive ved med at udvikle mig. Viborg er jo mit hjem, og det er her, jeg har fået min fodboldopvækst. Jeg er glad for at være her, og jeg synes, at jeg har gode muligheder for at udvikle mig, så det var den eneste klub, jeg havde lyst til at skrive under med.
-Jeg håber da, at jeg på et tidspunkt kan få lov at spille førsteholdskampe inde på stadion. Det er det, jeg går og drømmer om lige nu, siger den unge back.
Den nye aftale betyder, at Mads Frederiksen fortsætter på en ungdomskontrakt indtil han er færdig på gymnasiet, hvorefter han bliver en del af førsteholdstruppen:
-Med denne aftale sikrer vi, at Mads får ro til at gøre sin uddannelse på Viborg Katedralskole færdig før han træder ind og bliver fuldtidsfodboldspiller i vores førsteholdstrup, siger Morten Jensen og fortsætter om den unge back:
-Han er en dygtig og hårdtarbejdende moderne back, som i de seneste år har udviklet sig enormt meget. Han er aggressiv og hurtig, slår gode indlæg og så besidder han nogle sunde værdier, som vi sætter pris på her i klubben.
Mads Frederiksen skrev sin første kontrakt med VFF i 2017. Han kommer oprindeligt fra samarbejdsklubben Houlkær IF.