Forza stjæler bolden
Man kalder en fodbold for verdens bedste legetøj. Den kan få -drengen frem- i os alle. Om man er syv eller syvoghalvtreds, er ligegyldigt. Den lille runde forbliver en god ven. Hele livet. I Danmark er vi gode til at behandle fodbolden.
Landsholdet har kvalificeret sig til ni af de seneste elleve slutrunder – resultater, selv Europas største nationer misunder os.
SAS-ligaen oplever et boom og sætter nye rekorder hvert år. Flere tilskuere, store TV-aftaler og massiv eksponering i alle medier. Antallet af organiserede fanklub-medlemmer er nu tæt på 50.000. Til det tal skal lægges de mange tusinde, der hver weekend enten på stadion eller foran TV-skærmen, engagerer sig i SAS-ligaen.
Intet tyder på, at kurven knækker. Interessen for dansk fodbold vil fortsat stige. Derfor ligger det lige -til højrebenet- at lave et nyt fodbold-blad.
Bladet hedder Forza.
Forza er italiensk og betyder -fremad.- Det giver associationer som dynamik, beslutsomhed og masser af energi. Det er samtidig nøgleordet blandt fodboldfans overalt i Europa. To eksempler -Forza Milan- og -Forza FCK-. Også herhjemme har tilhængerne taget ordet til sig.
For mange tilhængere er det en livsstil at være fodbold-fan. De overvåger hver eneste bevægelse i landskabet omkring klubberne. Forza skal være obligatorisk pensum for alle folk, der holder af fodbold.
Spillereglerne er, at det er begejstringen og fascinationen, der skal være drivkraften, når bladet bliver skruet sammen. I Forza vil de velskrevne og indsigtsfulde artikler fra dansk og international top-fodbold få den lækre indpakning, de har krav på. Forza vil kæle lidt mere for lay-out og prioritere det eksklusive foto.
Målgruppe
Målgruppen begrænser sig ikke blot til hardcore fodboldtilhængere. Der findes også mange -almindelige- fodboldelskere derude, hvis behov bladet skal dække.
Og så er der i øvrigt 945.000 danskere over 12 år, som er interesserede i at læse om fodbold.
Forza vil blive fordelt gratis til alle interesserede før kampen Viborg F.F. – Brøndby IF.
Tag godt imod det nye blad, - Forza.

















