Neestrup ser frem mod første test
Viborg FF tager hul på sommerens træningskampe lørdag eftermiddag på udebane mod Randers FC. Mens det for VFF er første test, så er det hjemmeholdets sidste, da 3F Superligaen begynder om en uge.
Jacob Neestrup har været i spidsen for VFF-holdet i to uger, og han ser frem til at se holdet i aktion for første gang:
-Det bliver spændende. Vi skal både være realistiske og ambitiøse omkring kampbilledet i morgen. Taget i betragtning, at det er Randers’ sidste test før Superligaen, og det er vores første i en opstart med en ny træner og mange nye idéer, så forventer vi, at der vil være perioder, hvor vi skal ride stormen af. Men jeg har også sagt til spillerne, at vil man være et tophold, så skal man kunne lide at være i et stormvejr.
-Samtidig skal vi turde være ambitiøse i vores spil, og vi vil gerne stikke lidt til dem i vores pres, og have perioder med lidt længere angreb og balance i holdet.
-Det allervigtigste for mig er, at vi kan se det, vi har trænet på træningsbanen. Både de taktiske inputs, jeg er kommet med, og også det mindset, som vi skal spille med i sæsonen, der venter.
Som det ofte er i træningskampe, så forventer Neestrup også, at det bliver et opgør med mange udskiftninger undervejs i kampen:
-Der er nogle relationer, jeg gerne vil se i morgen, så jeg får svar på nogle spørgsmål. Samtidig vil jeg også gerne have nogle nye spørgsmål, og vi skifter i hvert fald fem mand i pausen. Der er nogle enkelte, der får mere end en halvleg, og så skal nogle af de unge også have mulighed for at vise sig frem, siger cheftræneren.
Førsteholdstruppen består pt. af 22 spillere, og med undtagelse af Emil Scheel og Can Dursun er hele truppen med til opgøret i Randers. De to spillere sidder begge ude med mindre overbelastninger. Derudover er Jonatan Frimann og U17-spiller Sofus Berger Brix også udtaget.
Kampstart på Cepheus Park Randers er klokken 12, og der er fri entré. Adressen til stadion er Viborgvej 92, 8920 Randers NV.