Sørensen afgjorde sidste test
Viborg FF vandt sommerens sidste test med 1-0 over naboerne fra Skive hjemme på Energi Viborg Arena. Kampen blev lidt af en typisk generalprøve, hvor begge hold fik vist fine takter, men ingen for alvor spillede sig helt ud.
Mest bolddominerende var hjemmeholdet, og i første halvleg skabte VFF en del gode chancer. Den første tilfaldt Christian Sivebæk efter kun fem minutter, og få minutter senere meldte Mikkel Agger sig også, men ingen af dem havde held med afslutningerne.
Det havde nyerhvervelsen Christian Sørensen til gengæld, da han mod slutningen af første halvleg fik plads på kanten af feltet, og sendte bolden i nettet til 1-0. Fortjent føring til VFF, som var det bedste hold før pausen.
Gæsterne havde optræk til flere gode situationer, men de store chancer udeblev. VFF leverede generelt en god defensiv indsats med et godt organiseret hold, og hverken Can Dursun eller Lucas Lund, som delte spilletiden i målet, blev sat på de helt store prøver.
Mod slutningen af kampen gik gassen af ballonen i forhold til kampens tempo. Ingen af holdene fik skabt ret meget, og så sluttede opgøret med 1-0.
Viborg FF – Skive IK 1-0 (træningskamp)
1-0 Christian Sørensen (38.)
Startopstillingen
Can Dursun – Mikkel Knudsen, Lars Kramer, Simon Trier, Alexander Fischer – Jeppe Grønning, Christian Sørensen, Frederik Brandhof – Christian Sivebæk, Mikkel Agger, Jeff Mensah
Indskiftninger
Lucas Lund for Can Dursun (45.)
Nikko Boxall for Simon Trier (45.)
Tobias Bech for Christian Sivebæk (45.)
Jonatan Frimann for Mikkel Agger (70.)
Casper Gandrup for Jeff Mensah (75.)
Mads Kjellerup for Christian Sørensen (78.)
Jacob Dehn for Alexander Fischer (83.)