Nikolaj Leth søger nye græsgange
Viborg FF og Nikolaj Leth er blevet enige om at ophæve kontrakten, således den 19-årige defensivspiller har mulighed for at finde nye græsgange. Vejen til spilletid i Viborg FF er simpelthen blevet for lang, siger sportschef Jesper Fredberg:
-Nikolaj har behov for at være et sted, hvor han kan få spilletid hver uge, og det kan vi desværre ikke tilbyde ham lige nu. Der er hård konkurrence på vores hold på de positioner, han kan dække, og derfor er vi blevet enige om, at det bedste for Nikolaj er at søge nye udfordringer.
-Det er altid ærgerligt at sige farvel til en af vores egne drenge, og Nikolaj er en ægte VFF’er, som altid har ydet sit bedste for klubben, så vi håber, at han finder en god klub, hvor han kan tage det næste skridt i sin karriere. Det vigtigste for ham nu er at komme til at spille fodbold igen, og vi ønsker ham alt det bedste i fremtiden, og vi vil selvfølgelig følge ham tæt, siger Jesper Fredberg.
Nikolaj Leth udtaler:
-På den ene side er jeg ked af at forlade VFF, men på den anden side, så er det bedste for min karriere at komme et andet sted hen, hvor jeg kan få en frisk start og få mere spilletid. Jeg har haft nogle gode år her, har lært rigtig meget og fået gode erfaringer, som jeg kan bruge fremadrettet. Jeg vil stadig følge klubben og ønsker alle i VFF held og lykke.
Nikolaj Leth nåede syv førsteholdskampe for Viborg FF.
Med ophævelsen af kontrakten inden midnat, har Leth mulighed for at skrive kontrakt med en ny klub efter transfervinduets lukning.