VFF styrker staben med ny fysisk træner på fuld tid
Viborg FF forstærker holdet omkring holdet med Henrik Sørensen, der starter som ny fysisk træner på fuld tid i klubben fra årsskiftet.
Henrik Sørensen er 41 år, er universitetsuddannet indenfor idræt og er tilmed uddannet fysioterapeut. Han har siden 2014 været ansat hos AGF, hvor han har arbejdet som fysisk træner og fysioterapeut både omkring førsteholdet og talenterne.
-Det har længe været et ønske for os at få en fysisk træner på fuld tid, da det er et vigtigt område og et område, hvor vi kan rykke os endnu mere. Henrik er fagligt rigtig dygtig, har stor erfaring fra sin tid i AGF og så har han en god personlighed, der vil passe godt ind i vores team. Vi glæder os rigtig meget til samarbejdet, siger Jesper Fredberg.
Kasper Ulriksen, der hidtil har været fysisk træner, fortsætter i klubben i en nyoprettet stilling som performance coach med fokus på individuel udvikling for spillerne på førsteholdet, og har samtidig ansvar for den fysiske træning i VFF Talent.