Gandrup spiller foråret i Aarhus Fremad
Viborg FF udlejer Casper Gandrup til 2. divisionsklubben Aarhus Fremad for resten af sæsonen. Et lejemål, der skal hjælpe Gandrups udvikling, så han kommer endnu skarpere tilbage til Viborg til næste sæson.
-Jeg kan mærke, at det bedste for min udvikling er at få noget fast spilletid hver weekend, og det glæder jeg mig til. Målet er selvfølgelig, at jeg kommer tilbage til sommer i en stærkere udgave, siger Gandrup.
Jesper Fredberg supplerer ordene fra Gandrup:
-Vi er i samråd med Casper blevet enige om, at det bedste for hans udvikling lige nu er et sted, hvor han kan få fast spilletid. Vi tror stadig meget på hans potentiale, men det kan kun forløses ved at få minutter i benene.
-Han kommer til et godt træningsmiljø med en dygtig træner, og så får han forhåbentlig en rolle med noget ansvar på et hold, der spiller med om oprykning. Det tror vi på er et godt step for Caspers udvikling. Vi forventer, at vi får en styrket Casper Gandrup tilbage til sommer, og vi glæder os til at følge ham tæt i foråret.