Sivebæk skifter til islandsk klub
Christian Sivebæk skifter til den islandske klub Fjölnir med øjeblikkelig virkning.
-Jeg har haft en rigtig god tid i Viborg, men har på det seneste tænkt på at søge en oplevelse i udlandet her i min karrieres efterår. Nu er denne mulighed kommet, som både passer godt til mig og min familie, og det glæder jeg mig til at prøve.
-Alle i klubben skal have tak for tiden her, og jeg ønsker VFF held og lykke med fremtiden, siger Sivebæk.
Sportschef Jesper Fredberg:
-Vi er rigtig glade for Christian, som har haft en stor rolle i Viborg FF gennem flere sæsoner. Han har været en stor profil på holdet, men i denne sæson er det blevet til mindre spilletid og med kontraktudløb denne sommer, så er der opstået denne mulighed for ham. Vi føler, at vi er godt dækket ind på kantpositionen, så vi vil ikke stå i vejen for Christian.
-Han har ønsket at søge en mulighed i udlandet, og vi er glade på hans vegne. Vi takker ham for en stor indsats i Viborg og ønsker held og lykke med de nye udfordringer.
Christian Sivebæk har spillet 130 kampe og scoret 23 mål i den grønne trøje.