Afsked med tre spillere i morgen
Når Viborg FF lørdag eftermiddag spiller sæsonens sidste kamp, så bliver det også dagen, hvor der skal tages afsked med tre spillere, som forlader klubben.
Mikkel Knudsen og Simon Søndergård har begge kontraktudløb ved udgangen af juli, og det gør sig også gældende for Brandon Austin, som planmæssigt returnerer til Tottenham efter endt lejeophold.
Sportschef Jesper Fredberg udtaler:
-Vi har været rigtig glade for at have Mikkel, og selvom det ikke er blevet til så meget spilletid som han havde håbet i denne sæson, så har han altid leveret en topdedikeret indsats både på og udenfor banen. Han er en fantastisk fyr, der er vellidt og respekteret i klubben, og han får varme anbefalinger med på vejen herfra.
-Simon har været i klubben i mange år, og har udviklet sig rigtig godt, men vi har også forståelse og respekt for, at han skal ud og spille kampe. Vi er glade for Simon, men han er et sted i karrieren nu, hvor han skal spille mere end vi kan tilbyde for at tage næste skridt, og vi vil selvfølgelig følge ham tæt i fremtiden, siger sportschefen og fortsætter om den engelske målmand:
-Det har været et rigtig godt bekendtskab med Brandon Austin i Viborg, og han har leveret en rigtig stærk indsats, hvor han flere gange har reddet point til os. Han har fået sine første kampe på seniorniveau, og levede for første gang alene i udlandet, endda i en coronatid, og han har virkelig håndteret det hele flot med en stærk mentalitet. Vi tror på, at der venter ham en stor karriere, afslutter Fredberg.
Udover de tre spillere skal der også tages afsked med målmandstræner Jesper Christiansen. Der vil blive overrakt blomster til alle fire før kampstart.