VFF spillede uafgjort i Esbjerg
VFF krydsede klinger med superliganedrykkerne fra Esbjerg på Blue Water Arena i sommerens anden testkamp for Neestrups mandskab.
Første halvleg var en jævnbyrdig affære i et højt tempo med lille overvægt i spillet til det sortblusede udehold, og det var også VFF, der fik scoret kampens første mål. Et præcist hjørnespark fra Christian Sørensen endte i panden på Lars Kramer, der headede 1-0 i netmaskerne efter 35 minutter. Hjemmeholdets største chance i første halvleg tilfaldt Joni Kauko efter få minutters spil, men muligheden blev afværget. 1-0 var resultatet ved pausen efter en god første halvleg.
Det var hjemmeholdet, der kom bedst ud efter pausen og fik lagt tryk på VFF-defensiven, men uden det kastede de helt oplagte scoringschancer af sig. I stedet var det så Tobias Bech, der gjorde det til 2-0 for VFF, da den 18-årige offensivspiller trykkede af fra distancen og snød Højbjerg i EfB-målet.
Hjemmeholdet fortsatte med at presse på, og efter 70 minutter begik Lars Kramer straffespark, som Jakob Ankersen skulle tage sig af. Den tilbagevendte kantspiller kunne dog ikke overliste Can Dursun, der med en fodparade fik reddet sparket. EfB fik dog reduceret et minut senere, da Patrick Egelund med et resolut spark fik sendt 2-1 i nettet med tyve minutter tilbage af kampen.
I de sidste minutter bølgede det lidt frem og tilbage, og det lykkedes for EfB at få udlignet til allersidst efter en omstilling, hvor nyerhvervelsen Bjarnason fik sendt 2-2 i nettet. Det sluttede uafgjort, som vel set over hele kampen var ganske fair.
Næste opgave for VFF bliver i pokalturneringen på tirsdag den 1. september.
Træningskamp: Esbjerg fB – Viborg FF 2-2
0-1 Lars Kramer (35.)
0-2 Tobias Bech (66.)
1-2 Patrick Egelund (71.)
2-2 Andri Bjarnason (89.)
Startopstillingen
Can Dursun – Frans Putros, Lars Kramer, Mads Lauritsen, Christian Sørensen – Jeppe Grønning, Frederik Brandhof, Mads Aaquist – Jeff Mensah, Sebastian Grønning, Younes Bakiz
Indskiftninger
Alexander Fischer for Mads Lauritsen (45.)
Tobias Bech for Younes Bakiz (45.)
Shelove Achelus for Jeff Mensah (64.)
Mads Søndergaard for Mads Aaquist (64.)
Casper Gandrup for Jeppe Grønning (73.)
Moussa Diallo for Sebastian Grønning (80.)