Jeff Mensah forlænger!
Viborg FF og Jeff Mensah er blevet enige om at forlænge samarbejdet til sommeren 2022.
-Vi er rigtig glade for Jeff, som er en vellidt person af alle i klubben. Han er en dygtig spiller, som arbejder hårdt og kan dække flere positioner, og så er han samtidig også et stort aktiv for det sociale i truppen. Han er en rigtig Viborg-dreng med en vigtig rolle både på og udenfor banen, og vi glæder os til at fortsætte samarbejdet, lyder det fra sportschef Jesper Fredberg.
28-årige Mensah vendte hjem til Viborg i sommeren 2018, og nu er han altså klar til at tage to sæsoner mere i hjembyen:
-Det har ikke været nogen ret svær beslutning for mig at forlænge her. Der er altid nogle overvejelser omkring fremtiden, når man er tæt på kontraktudløb, men jeg er glad for at være her, og har det godt både på og udenfor banen.
-Jeg kender klubben ud og ind, og har fået en god rolle her både på banen, men også udenfor, hvor jeg også skal tage noget ansvar i forhold til de unge spillere i truppen. Jeg synes, vi har gang i noget godt, og det vil jeg selvfølgelig også gerne være en del af fremover, hvor vi forhåbentlig også kommer til at spille Superliga igen, lyder det fra Mensah.
Jeff Mensah fik debut for VFF som 17-årig i 2010, og han har indtil videre spillet 163 kampe i kløvertrøjen.