VFF er klar til flere tilskuere
Sæsonstarten nærmer sig, og Viborg FF ser frem til at byde flere tilskuere velkommen på Energi Viborg Arena, når vi spiller første hjemmekamp mod Kolding onsdag den 16. september.
Viborg FF forventer tilskuerkapacitet på omkring 3.000 – et mere præcist tal skal i denne uge aftales med myndighederne, som VFF allerede er i positiv dialog med.
-Det har selvfølgelig stor betydning for os både sportsligt og kommercielt, at vi har flere folk på lægterne. Det giver en masse til spillerne inde på banen, at vores fans er på tribunerne, og samtidig er det klart, at vi også har behov for at levere, hvad vi har lovet til vores erhvervspartnere. Det er helt afgørende for os, at der nu bliver åbnet mere op, så vi glæder os selvfølgelig helt vildt til sæsonen går i gang, siger direktør Morten Jensen.
De praktiske informationer
- Energi Viborg Arena inddeles i sektioner, som hver må have max 500 siddende tilskuere.
- Alle sektioner er adskilt, og der må ikke være trafik mellem sektionerne før, under eller efter kampen.
- Alle sektioner har egen ind- og udgang samt servicefaciliteter inkl. toiletter.
- Fælles for alle tilskuere er fortsat afspritning og afstand. Der skal være minimum en meters afstand mellem alle siddende tilskuere.
- Alle tilskuere anvises en fast siddeplads.
- Folkebladstribunen opdeles i to sektioner for sæsonkortholdere og partnere.
- Sydtribunen opdeles ligeledes i to sektioner for fanbilletter/sæsonkort og partnere.
- Vesttribunen inddeles i tre mindre sektioner; partnere, ansatte og sæsonkortholdere.
- Nordtribunen bliver løssalg af billetter.
Ønsker du en plads på en af langsiderne, så kræver det under nuværende omstændigheder, at du er sæsonkortholder. Det kan du købe som abonnement for kun 59,- om måneden.
Ovenstående er med forbehold for endelig godkendelse hos myndighederne.
OBS: Da der fortsat er en række restriktioner, der skal overholdes, så må vi stadig vente på den store fodboldfest, vi annoncerede i forbindelse med salget af støttepakker. Støttepakkebilletten gælder derfor først, når vi igen kan gå til fodbold uden restriktioner.
Se venligst informationsvideo til alle tilskuere: