Neestrup om nyt Vendsyssel: Et andet udtryk
Der venter hjemmekamp på Energi Viborg Arena onsdag aften, når Viborg FF tager imod Vendsyssel FF til kampstart klokken 18. Onsdagens modstanderhold har været under forandring siden sidste sæson, hvor der er kommet ny trænerstab og helt nye, udenlandske ejere til, som har forstærket ambitionerne om Superliga.
Det nordjyske mandskab har fået seks point i sæsonens første fire runder, og VFF-cheftræner Jacob Neestrup har set et andet Vendsyssel-udtryk end det, der blev stiftet bekendtskab med i den forgangne sæson:
-Det er et godt hold, ligesom det også var i sidste sæson. Nu er det bare en anden stil med en ny træner, og så har de også fået hentet nogle fine forstærkninger ind. Stilen er mere boldbesiddende, og de bygger både op og presser anderledes end før, så det er helt klart et andet Vendsyssel-udtryk end det, vi mødte i sidste sæson. Det er et klart top 6-hold, så vi forventer igen en svær kamp.
-Vi skal fortsætte med at være stabile i vores udtryk, og have disciplin både offensivt og defensivt. For os handler det om, at vi er lige så fokuserede og ligeså ivrige efter at vinde, som vi har været i de foregående kampe, afslutter Jacob Neestrup.
Kampen kan ses direkte på TV3 Sport.