Lars Friis er ny cheftræner i VFF
Viborg FF har ansat 44-årige Lars Friis som ny cheftræner i klubben, og han har første træningsdag med holdet mandag. Han skifter fra AGF, hvor han har været assistenttræner i to perioder, senest siden sommeren 2019.
Sportschef Jesper Fredberg udtaler:
-Vi har haft en lang og grundig ansættelsesproces, og vi er rigtig glade for at præsentere Lars Friis, som vi ser et rigtigt spændende trænerpotentiale i. Han er fodboldfagligt rigtig stærk, og har erfaring fra det højeste niveau herhjemme, ligesom han også har fået erfaring fra udlandet, hvor han var en del af et dygtigt trænerteam i Brentford.
-Han har baggrund som talentudvikler, og vi ved, at han som leder er rigtig dygtig til at arbejde med mennesker. Han har en stærk personlighed, som vi er sikre på, passer godt ind både med vores spillertrup og staben omkring holdet.
-Samtidig passer hans fodboldmindset rigtig godt ind på vores spillestil, som han skal være med til at videreudvikle og forhåbentlig kan vi sammen rykke os til et endnu højere niveau, siger Fredberg, som samtidig er glad for den konstruktive dialog med AGF omkring skiftet.
Den nye VFF-cheftræner er glad for muligheden, og ser frem til at komme i gang med arbejdet:
-Først og fremmest er jeg rigtig glad og stolt over at få muligheden i Viborg FF, som er en klub, jeg synes, hører til i det bedste selskab. Det er en klub i rigtig positiv udvikling, og jeg synes især, at der i de seneste år er blevet lavet et flot arbejde med et spændende og langsigtet projekt, som jeg glæder mig meget til at blive en del af.
-Det er en fed klub i en fodboldby med fantastisk opbakning fra en imponerende fanbase, og det er en klub med en flot historie, der gennem tiden har fostret mange store profiler i dansk fodbold.
-Jeg har fulgt projektet de seneste år, og strategien tiltaler mig rigtig meget. Det er en interessant spillestil, og man vil gerne bringe de unge spillere frem. Det er noget af det, jeg brænder for, og jeg ser et rigtig stort potentiale i klubben. Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang med arbejdet, lyder det fra Friis.
Lars Friis har UEFA Pro-licens, som er den højeste trænerlicens i europæisk fodbold.