Friis før Vendsyssel: Kræver opfindsomhed
Viborg FF møder Vendsyssel på udebane søndag eftermiddag, og her skal Lars Friis’ mandskab stå overfor et hjemmehold, der har fået stabiliseret sig med et defensivt udgangspunkt under ny cheftræner, og det vil kræve mere opfindsomhed fra VFF’s offensive folk at åbne Vendsyssel op, forudser cheftræneren:
-Vores mindset og udtryk skal være det samme som mod Fredericia, men måden at spille på vil være nogle lidt andre dyder. Det er et helt andet hold, så vi skal være mere opfindsomme på den sidste tredjedel denne gang, siger Friis og fortsætter om søndagens modstander, der endnu ikke har lukket mål ind under Michael Schjønbergs ledelse:
-Det er et robust hold, der kender sine styrker og svagheder. Man kan jo tydeligt se, at Schjønberg har fået sat en prop i, og arbejder rigtig meget med det defensive fundament. Derudover har de også nogle offensive kort, som kan gøre det svært for alle. Vi kommer til at møde et stærkt kollektiv, der arbejder hårdt for hinanden.
-Der skal være ’no nonsense’ fra vores side, og selv de mindste detaljer skal vi være opmærksomme på. Vi må ikke falde i fælden ved at spille på samme måde som de gør, så det bliver en kamp på deres præmisser, for så vil de være dygtigere end os.
Kampstart på Nord Energi Arena i Hjørring er søndag klokken 15, og opgøret kan ses direkte som streaming på Viaplay Sport.