Deble på banen i træningskamp
Der var uofficielt comeback til Serge Deble mandag eftermiddag, da han fik 30 minutters spilletid på Jysk Park mod Silkeborg.
Da der ikke spilles kampe i Reserveligaen for tiden, så var der i stedet arrangeret træningskamp for at give minutter i benene til nogle af de spillere, der ikke fik så meget spilletid i weekenden. Dertil blev truppen suppleret af en række unge spillere fra U19- og U17-holdet, som også alle kom på banen.
Det var et opgør, hvor VFF i størstedelen af kampen fik vist sig fint frem, og især Davit Skhirtladze gjorde sig godt bemærket. Han scorede selv to gange, og var også involveret i det tredje mål, som blev sparket ind af Jatta. Undervejs i kampen reddede Can Dursun straffespark på Wessam Abou Ali kort før pausen ved stillingen 2-1. I anden halvleg havde unge Lucas Sneftrup et flot langskudsforsøg, som han desværre måtte se reddet af stolpen.
Holdets generelle præstation burde have været nok til en sejr, men et par unødvendige boldtab kom i vejen til sidst, hvor det lykkedes for værterne at få udlignet i dommerens tillægstid.
Træningskamp: Silkeborg IF – Viborg FF 3-3
0-1 Davit Skhirtladze (9.)
1-1 Wessam Abou Ali (21.)
1-2 Alassana Jatta (30.)
1-3 Davit Skhirtladze (60.)
2-3 Alexander Lind (75.)
3-3 Jonathan Pank (91.)
Holdet til kampen: Can Dursun – Anton Gaaei, Mads Søndergaard (Søren Krog, 20.), Lorenzo Gordinho, Rasmus Jensen – Ibrahim Said (Christoffer Kvist, 79.), Sofus Berger, Mads Aaquist (Lucas Sneftrup, 79.) - Alassana Jatta (Serge Deble, 60.), Davit Skhirtladze (Jacob Vester, 79.), Christian Wagner