Vi hylder vores helte!
Viborg FF har rundet 125 år, og det markeres blandt andet ved, at spillerne til kampen mod FC Fredericia trækker i unikke jubilæumstrøjer med navnene på nogle af klubbens største spillere på ryggen.
Alle kamptrøjerne vil senere komme på auktion.
1. Svend Aage ”Svenner” Petersen: Lucas Lund
Svenner, som han altid blev kaldt, var født og opvokset VFF’er. Han vogtede bl.a. målet på det Viborg FF-mandskab, der i 1960’erne gjorde et succesfuldt indtog i Danmarksturneringen, og er i dag den målmand, der med 350 kampe, har spillet flest kampe for klubben.
2. Asbjørn Sennels: Alexander Fischer
Asbjørn Sennels var primært venstre back i Viborg, hvor han spillede af hele tre omgange. Han udviklede sig hurtigt til en stor profil i Superligaen, der medførte, at han i 2003 blev udtaget til landsholdet, og var en af de første i VFF-historien til at få debut i nationaldragten.
3. Kai Skou Hansen: Mads Lauritsen
Kai Skou Hansen var både forsvarsspiller, midtbanespiller og angriber. Med sin store fysik og viljestyrke var han i 1970’erne en profil på et VFF-mandskab, der igen fik bidt sig fast i divisionerne.Viborgenseren Kai Hansen spillede 297 kampe og var i en periode også anfører for sin hjerteklub, Viborg FF.
4. Michael Gravgaard: Lorenzo Gordinho
Gravgaard var en sand hovedstødsspecialist, og udviklede sig så meget i sin VFF-tid, at han blev solgt for et millionbeløb til FCK, og senere blev han en del af det danske landshold. Han skrev sig blandt andet ind Viborg-fansenes hjerter, da han i 2004 scorede begge mål i 2-1 derbysejren over FCM.
5. Mogens Jacobsen: Frans Putros
Mogens Jacobsen spillede hele sin karriere i VFF, hvor han nåede 365 kampe. Her var han primært højre back, og kendt for både at løbe hurtigt og skyde godt, blandt andet frispark. Jacobsen blev den helt store helt, da han med sit mål i 1980 mod Vanløse, sikrede billetten til landets bedste række.
6. Ralf Pedersen: Lars Kramer
Super-Ralf var en solid forsvarsklippe for De Grønne i både 1990’erne og 00’erne. Her spillede han som fast mand i to omgange, og nåede 265 kampe for klubben, hvor hvem han vandt både pokalfinalen og spillede europæisk fodbold.
7. Hermann Brügmann: Christian Sørensen
Brügmann er den ældste VFF’er, der med disse trøjer bliver hyldet. Han blev født i Viborg i år 1900, og brugte hele sit liv i fodsportsforeningen, hvor han repræsenterede klubben i flere sportsgrene. Han var en stor profil, da holdet i 1924 vandt det jyske mesterskab, som er klubbens første titel. Da karrieren sluttede, blev han bestyrelsesformand af to omgange.
8. Helge Larsen: Justin Lonwijk
Helge Larsen spillede innerwing for VFF i 1960’erne. Her var han en kæmpe profil for hjembyens fodsportsforening med mere end 100 kampe, før en skade stoppede karrieren alt for tidligt.
9. Finn Døssing: Sebastian Grønning
Finn Døssing hører til blandt de allerstørste spillere i klubbens historie. Døssing er født og opvokset i Viborg, og gjorde straks en forskel for fodsportsforeningen, da han som 17-årig fik debut. Her bombede han både klubben op ad i divisionerne, og senere sig selv til skotsk fodbold, hvor han i dag også stadig er en legende. Præcis som han er det her i Viborg.
10. Helmuth Weismose: Jeff Mensah
Helmuth Weismose blev født i 1906, og tilbragte hele sin karriere i Viborg FF.Her blev han kendt for at være en fysisk stærk spiller, der elskede at flyve ind i knaldhårde tacklinger, og som en, der aldrig gav op. Han spillede på Mesterrækkeholdet i 1940’erne, og opnåede mellem 300-400 kampe for klubben, og scorede cirka 100 mål.
11. Rurik Gíslason: Emil Scheel
Den islandske offensivspiller kom til Viborg som 19-årig i sæsonen 2007/08, og spillede i alt 47 kampe for klubben. Selvom han var VFF-spiller i en kort tid og i en hård periode, så fik han sat et stort aftryk, da han var en kæmpe profil på holdet, og blev efterfølgende solgt til OB i den største handel i klubbens historie.
12. Heine Fernandez: Alassana Jatta
Heine Fernandez kom til Viborg FF fra Borup, og så sig aldrig tilbage. Han blev siden en af de mest scorende i dansk fodbolds historie. Han blev superligatopscorer i 1999, og spillede både pokalfinale og europæisk fodbold for klubben.
13. Jakob Glerup: Jeppe Grønning
Mr. VFF er i dag kamprekordholder for klubben, hvor han spillede hele 471 kampe. Den legendariske anfører er symbolet på loyalitet og fightervilje, og var manden, der i år 2000 kunne løfte pokalen i Parken.
15. Finn ”Fido” Nielsen: Mads Aaquist
Fido var noget af et fodboldgeni, og fik i en ung alder debut for hjerteklubben, Viborg FF. Her fortryllede Fido de viborgensiske tilskuere, og det siges stadig, at han kunne alt med en bold. Fido fik senere en periode som spiller i tysk fodbold, og nåede mere end 100 kampe for VFF.
17. Erik Bundgaard: Jakob Bonde
Erik Bundgaard var kamprekordholder i flere årtier, og spillede 421 kampe for Viborg FF, som i dag er næstflest i klubbens historie. Midtbanegeneralen spillede i klubben hele sit liv, og overtog også senere cheftrænerrollen med succes og oprykning til følge.
18. Hans Eklund: Davit Skhirtladze
Den svenske angriber kom til Viborg i 1999, og selvom perioden i klubben var kort, bliver Hans Eklund aldrig glemt. Det var nemlig hans højrefod, der i år 2000 scorede det mål, der sikrede sejren over AaB i Pokalfinalen. Hans Eklund blev også senere cheftræner i Viborg FF.
21. Steffen Højer: Sofus Berger
Angriberen fra Ulbjerg har repræsenteret kløverklubben i hele fire omgange, og slog superligarekord, da han blev rækkens topscorer i tre sæsoner i træk. Han er stadig i dag, en af de mest scorende i dansk fodbolds historie. Efterfølgende har Højer været både talentchef, sportschef, assistenttræner og cheftræner i klubben.
23. Anders Winther: Younes Bakiz
Anders Winther kom til domkirkebyen i midten af 90’erne, og opnåede mere end 200 kampe for klubben. Her løb han op og ned ad venstrekanten, og fodrede angriberne med indlæg. Han var en stor profil da VFF i år 2000 vandt pokalfinalen og efterfølgende spillede europæisk fodbold.
26. Arek Onyszko: Can Dursun
Arek Onyszko kom til VFF fra polske Widzew Lodz i 1998, og opnåede også to landskampe for hjemlandet. I sin tid i Viborg var han en del af det hold, der vandt Pokalfinalen i år 2000 – en finale, hvor Arek blev kåret som Årets Pokalfighter, som den første udlænding nogensinde.
28. Søren Frederiksen: Serge Deble
Viborg FF’s nummer 22 blev fredet, da Frederiksen lagde støvlerne på hylden. Han var dengang den mest scorende i dansk fodbolds historie, og er i dag fortsat den mest scorende VFF-spiller gennem tiden. Sille bombede mål ind for VFF i tre perioder, og har efterfølgende været mangeårig assistenttræner.
29. Poul Jensen: Frederik Brandhof
Poul Jensen kom til klubben i sidst i 70’erne, og var en af de første VFF’ere til at få en professionel kontrakt. Jensen kom fra Sdr. Rind og blev en stor profil og anfører på det 2. divisionshold, han var med til at spille ind i landets bedste række for første gang i klubbens historie.
30. Imants Bleidelis: Ibrahim Said
Den lettiske landsholdsspiller blev hentet til Viborg fra Southampton, og blev hurtigt et stærkt bekendtskab i VFF og i dansk fodbold. Bleidelis var i tre sæsoner en stor profil for klubben, hvilket også bragte ham til EM-slutrunden i 2004 i Portugal.
31. Hans Ove Andersen: Tobias Bech
Hans Ove Andersen spillede på førsteholdet fra 1966 til 1979, og var i de sidste fem år anfører for klubben. Hans Ove var kendt som en teknisk stærk midtbanespiller, og opnåede hele 305 kampe for VFF. Senere blev han førsteholdstræner, og rykkede klubben op i landets bedste række.
32. Jørgen Pedersen: Christian Wagner
Tømreren fra Mønsted blev hentet til af cheftræner Erik Bundgaard, han kom så og sejrede. Fra slutningen af 70’erne til start 80’erne viste Pedersen en veludviklet målnæse, og scorede nok mål til, at klubben for første gang i historien rykkede ind i landets øverste række. Pedersen blev i 2007 ved afstemning valgt som den 6. bedste spiller i VFF-historien.
35. Robert Andreasen: Mads Søndergaard
Robert Andreasen var en sand klubmand, og repræsenterede Viborg FF igennem hele sit liv. Både som spiller, ungdomstræner, cheftræner og siden bestyrelsesmedlem. Den målfarlige Andreasen spillede flere end 400 kampe for klubben, og stoppede først, da han endelig lykkedes med at få VFF i Danmarksturneringen.
48. Stephen Lowe: Mads Knügle
Engelske Stephen Lowe kom til Viborg i 1986, og tilbragte siden mere end 30 år i klubben. I mange år som målmand og siden som målmandstræner. Han er med sine 274 kampe den udlænding med flest kamp i klubbens historie.
Tekst: Magnus Søndergaard og Andreas Søndergaard